Sunderland-keeper vil sende penge tilbage til fans

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

Sunderlands spillere slog godt og grundigt op i banen og stoppede med at spille, da Sunderland tabte med 0-8 til Southampton i Premier League-kampen i lørdags.

Det klædte ikke spillerne, mener Sunderlands målmand Vito Mannone, som nu vil tale med sine holdkammerater om, hvorvidt de skal tilbagebetale klubbens fans de penge, de havde brugt på at rejse de godt og vel 1000 kilometer til og fra udekampen.

- Jeg vil tale med de andre spillere for at se, om det er muligt for os at betale for fansenes billetter og deres rejse, siger Mannone ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi skal gøre det, fordi vi ikke lagde nok kræfter i kampen, vi arbejdede ikke hårdt nok. Vi begyndte kampen fint nok, men efter at vi kom bagud, kastede vi håndklædet i ringen. Og det inkluderer mig selv, siger den italienske målmand.

Santiago Vergini åbnede scoringen med et selvmål, og Sunderland var bagud med 0-3 ved pausen. Vito Mannone må nok tage ansvaret for tre af scoringerne, der var hans fejl.

Med fem scoringer i anden halvleg var hjemmeholdet tæt på at tangere rekorden for den største sejr i Premier League. Den rekord er fra 1995, hvor Manchester United vandt 9-0 over Ipswich.

Sunderlands manager Gus Poyet kaldte efter kampen det for hans "mest ydmygende oplevelse" på en fodboldbane nogensinde.

- Vi skal huske på, hvor flove vi var, og tage noget af vreden fra denne kamp med ind i den næste og levere en god præstation, siger Vito Mannone.

Sunderlands næste kamp bliver imidlertid en af de svære, for Arsenal kommer på besøg lørdag.

/ritzau/