Svensk bokser snupper VM-titel i Chicago

Skrevet af admin

25/04/2015

Mest læste i dag

Den svenske bokser Badou Jack vandt natten til lørdag VM-titlen i supermellemvægt hos bokseforbundet WBC.

Svenskeren, som er 31 år, pointbesejrede den ellers ubesejrede Anthony Dirrell i UIC Pavillion i Chicago.

To dommere havde sejr til Badou Jack, mens den sidste af de tre dømte kampen til uafgjort.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vandt svenskeren let niende omgang og var den stærkeste af de to i kampens resterende omgange.

Badou Jack er født i Stockholm, men ved OL i Beijing i 2008 stillede han op for Gambia.

Han bokser nu med udgangspunkt i Las Vegas, USA, og han har nu vundet tre kampe i træk, efter at han blev stoppet af Derek Edwards i første omgang af en kamp sidste år.

Anthony Dirrell vandt VM-bæltet i august sidste år efter en hård kamp mod Sakio Bika.

Amerikaneren havde inden da været nødt til at sætte sin boksekarriere på pause i 20 måneder, mens han kæmpede for at komme af med lymfekræft.

/ritzau/