Svensk politi om døds-eksplosion: Det ligner en bombe

Skrevet af admin

03/03/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Sverige begynder at hælde til den teori, at det var en bombe, der mandag eksploderede i en beboelsesejendom i Nyköbing nær den svenske hovedstad, Stockholm.

Eksplosionen kostede to mænd livet, men tirsdag aften er de dræbte endnu ikke identificeret, skriver avisen Expressen.

Samtidig skriver avisen så, at politiet begynder at tro, at det var en bombe, som røg i luften i nærheden af et vindue i en lejlighed.

- Vi vurderer, at det var en bombe, men vi ved det endnu ikke med sikkerhed, siger kriminalkommissær Bengt Jönsson til Expressen.

Avisen skriver også, at politiet ikke har noget motiv til sprængningen.

Det svenske politis efterretningstjeneste, Säpo, blev hurtigt koblet på sagen, men der skal ikke være fundet noget, som sætter sagen forbindelse med terror.

En person, der bor i beboelsesejendommen, siger, at den lejlighed, hvor eksplosionen indtraf, var udlejet på anden hånd.

Men ikke til de mænd, der omkom ved eksplosionen.

/ritzau/