Sverige rykker tættere på Nato og trodser Rusland

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

Riksdagen i Sverige godkendte onsdag en aftale med Nato, som giver den vestlige alliance mere adgang til det neutrale land i forbindelse med militære øvelser og i tilfælde af krig i regionen.

Sverige står uden for det amerikanskledede Nato, men svenskerne er rykket tættere og tættere på alliancen i de seneste år med udvidet samarbejde med blandt andet Danmark, Norge og Island.

Onsdagens afstemning i Riksdagen blev vundet af mindretalsregeringen, som består af Socialdemokraterna under ledelse af statsminister Stefan Löfven og koalitionspartneren Miljöpartiet med 291 stemmer for og 21 stemmer imod.

- Denne aftale vil ikke ændre vores forhold til Nato eller vores sikkerhedspolitik. Vi forbliver et neutralt land, erklærede den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, i Riksdagen.

- Der vil ikke komme Nato-soldater på svensk jord uden en invitation.

Sveriges tilnærmelse til Nato har skabt vrede i Rusland. I april sagde den russiske udenrigsminister, Serj Lavrov, til Dagens Nyheter, at Rusland vil "reagere", hvis Sverige går med i Nato, men han uddybede ikke.

I Riksdagen blev der råbt protester fra tilhørerrækkerne under samlingen, og vagter blev tilkaldt. Vänsterpartiet, der er tæt på SF, har kæmpet imod aftalen og forsøgt at få den udskudt.

Både Sverige og Finland underskrev en aftale om partnerskab og tættere samarbejde med Nato ved alliancens topmøde i 2014. I Sverige krævede aftalen lovændringer.

/ritzau/TT