Sydkoreaner er ny leder for verdens klimaeksperter

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Verdens klimaeksperter har fået ny leder. Det er den 69-årige sydkoreaner Hoesung Lee, som nu er udpeget til chef for FN's klimapanel (IPCC).

Det er IPCC, som arbejder med at tilvejebringe data om den globale opvarmning og få dem nedskrevet i videnskabelige rapporter, som politikerne kan bruge i forbindelse med tiltagene for at bekæmpe den globale opvarmning.

Sydkoreaneren vandt en kampafstemning og slog fem andre kandidater, meddeler IPCC efter et møde i Dubrovnik i Kroatien, hvor afstemningen har fundet sted.

I den afgørende runde vandt Lee over den belgiske forsker Jean-Pascal van Ypersele.

IPCC's rapporter får stor opmærksomhed. I den seneste rapport fra 2013-2014 sagde forskerne, at formentlig 95 procent af den globale opvarmning, der er sket på kloden siden 1950, er menneskeskabt.

Lee har indtil nu været næstformand for IPCC, men nu stiller han sig så i spidsen for organisationen under det kommende klimatopmøde i Paris fra den 30. november til den 11. december, hvor ledere fra alverdens nationer samles i den franske hovedstad for at prøve at stykke en klimaaftale sammen.

Hoesung Lee afløser inderen Rajendra Pachauri, der forlod posten i utide i februar, da en kvindelig forsker beskyldte ham for sexchikane.

Pachauri, der afviser beskyldningen, skulle have forladt posten under mødet i Kroatien. Han var IPCC-chef i 13 år.

I øvrigt fik IPCC Nobels fredspris i 2007 sammen med USA's tidligere vicepræsident Al Gore.

/ritzau/Reuters