Sydkoreas premierminister erklærer landet mers-fri

Skrevet af admin

28/07/2015

Mest læste i dag

Sydkoreas premierminister, Hwang Kyo-ahn, har tirsdag erklæret landet frit for mers, efter at der ikke er registreret nye tilfælde af sygdommen i 23 dage.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Et udbrud af den frygtede lungesygdom har kostet 36 mennesker livet siden maj, hvor det første tilfælde i Sydkorea blev registreret.

Mandag blev den sidste patient, der var under observation for smitten, udskrevet fra hospitalet.

- Efter at have betragtet flere omstændigheder, vurderer sundhedspersonale og regeringen, at folk nu kan stoppe med at være bange, siger Hwang Kyo-ahn ved et regeringsmøde.

I alt 186 mennesker i Sydkorea nåede at blive smittet.

Langt størstedelen af de, der har mistet livet i udbruddet, var ældre eller syge.

Premierminister Hwang Kyo-ahn beklager de seneste måneders sygdomsudbrud og regeringens måde at håndtere det på.

- Jeg er ked af det over for de mennesker, for hvem det har medført bekymringer og ubehag, siger han ifølge Yonhap og beder samtidig sydkoreanerne om at vende tilbage til deres normale hverdag.

Regeringen er blevet kritiseret for at være for langsomme til at reagere på mers-smitten.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, følger ikke umiddelbart i den sydkoreanske regerings fodspor.

En officiel meddelelse om enden på udbruddet i Sydkorea ventes at komme fra organisationen i slutningen af august, da der ifølge WHO's retningslinjer skal gå 28 dage fra sidste patients helbredelse til et formelt punktum for udbruddet.

Mers, der står for Middle East Respiratory Syndrome, blev opdaget første gang i 2012 i Saudi-Arabien

Der findes ingen vaccine eller kur mod mers, som ifølge WHO har en dødsrate på cirka 35 procent.

Forskere ved ikke med sikkerhed, hvordan mers smitter.

/ritzau/