Syriens regering generobrer områder i Aleppo

Syriske regeringsstyrker har søndag generobret områder i den sydvestlige del af Aleppo, som oprørere erobrede sidste måned. Det sker efter bombeangreb og gentagne forsøg på at drive oprørerne ud.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i Storbritannien og får oplysninger fra et netværk af kilder i Syrien ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Områderne, som regeringen har generobret, tæller blandt andet to militærskoler, The Weaponry College og The Air Force Technical College, i området Ramousah, der ligger i den sydvestlige udkant af Aleppo.

I sidste måned erobrede oprørere ellers de områder i et angreb, der samtidig brød regeringens belejring af den østlige og oprørsholdte del af Aleppo.

Men med søndagens generobringer kan den syriske regering genindføre belejringen.

En talsmand for oprørerne sagde tidligere søndag, at regeringsstyrker var trængt ind i The Weaponry College, men at der stadig var kampe i gang.

Det har ifølge Reuters ikke været muligt at få en kommentar fra oprørerne til regeringens generobringer.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, som er støttet af blandt andet Rusland og Iran, vil generobre hele Aleppo, som inden krigen var Syriens største by.

Ruslands indtræden i krigen sidste år vendte krigen til Assads fordel i flere områder. Men oprørerne har formået at erobre områder i blandt andet Aleppo og provinsen Hama.

Siden midten af 2012 har Aleppo ifølge nyhedsbureauet AFP nogenlunde været delt mellem at være kontrolleret af regeringen i vest og af oprørene i øst.

Krigen i Syrien, der har varet i fem år, har drevet flere millioner på flugt og flere end 270.000 mennesker er ifølge FN blevet slået ihjel.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip