Syriza-leder tages i ed som Grækenlands premierminister

Skrevet af admin

26/01/2015

Dagens topnyheder

Alexis Tsipras, lederen af Grækenlands største parti, Syriza, er mandag eftermiddag taget i ed som landets nye premierminister efter valget søndag, hvor partiet fik flere end en tredjedel af stemmerne.

Tidligere mandag annoncerede det højreorienterede parti De Uafhængige Grækere, at man har forhandlet sig frem til en aftale om en koalition med det venstreorienterede Syriza.

Den 40-årige regeringsleder bliver den yngste premierminister i landet i 150 år.

En slipseløs Alexis Tsipras brød mandag en tradition ved at aflægge en civil ed i stedet for - som sine forgængere - en religiøs ed. Han svor "altid at tjene folkets interesse."

En kilde i Syriza siger, at de to partier "indgår i en alliance for at få flertal i parlamentet og sikre en regeringsdannelse."

Syriza, som er gået til valg på at bekæmpe og genforhandle den sparepolitik, som Grækenland er blevet pålagt af sine långivere, fik over 36 procent af stemmerne.

Således har han lovet de græske vælgere at tage kampen op med den magtfulde trojka bestående af Den Internationale Valutafond, EU og Den Europæiske Centralbank.

EU's ledere har fastslået mange gange, at grækerne må acceptere de betingelser, der er fastlagt for landets lånepakker på 240 milliarder euro, som har forhindret en statsbankerot.

Det venstreorienterede parti ønsker at hæve mindstelønnen med næsten 30 procent til 751 euro om måneden, tildele ekstra midler til de mest trængende pensionister og sikre adgang til gratis lægehjælp.

/ritzau/dpa