Talentfuld brite snyder favoritterne i Vueltaen

Den 24-årige britiske cykelrytter Simon Yates (Orica -Bikeexchange) vandt 6. etape i Vuelta a España torsdag.

Simon Yates angreb med omkring to kilometer tilbage af dagens etape, der bød på kuperet terræn og en mindre stigning. Favoritterne kom i mål få sekunder efter briten.

Dermed er den samlede stilling uændret. Colombianske Darwin Atapuma, der kører for BMC, fører fortsat Vueltaen foran Alejandro Valverde (Movistar).

Simon Yates' sejr kom i hus efter en godt 163 kilometer lang etape, hvor flere ryttere indledningsvist forsøgte at komme med i dagens udbrud.

Efter omkring en time på cyklerne, fik 10 ryttere et hul til feltet.

Heriblandt schweiziske Mathias Frank (IAM Cycling), der med lidt over 10 kilometer tilbage af løbet kørte fra de sidste tilbageværende ryttere i udbruddet og lagde sig alene i spidsen.

På den afsluttende bakke fik det spanske Movistar-hold dog sat et højt tempo, og med omkring tre kilometer tilbage blev schweizeren hentet.

Herefter stak Yates fra favoritfeltet, og han blev aldrig hentet igen.

Undervejs udgik Astanas 22-årige klassementhåb Miguel Ángel López efter et styrt.

/ritzau/

Dagens Gossip