Team Sky vinder knebent holdtidskørsel i Romandiet

Skrevet af admin

28/04/2015

Mest læste i dag

Team Sky var hurtigst på første etape af Romandiet Rundt, der blev kørt som en holdtidskørsel over 19,2 kilometer på de schweiziske landeveje.

Holdet, der har de seneste to års vinder Chris Froome med, kørte ud som de sidste og vidste derfor hvilken tid, holdet skulle slå. Og det lykkedes akkurat.

Blot seks tiendedele af et sekund var Team Sky hurtigere end Orica-Greenedge, der ellers længe havde lignet vinderen af den flade etape.

Dermed fik Froome en helt ideel start på sit titelforsvar i løbet, der i cykelkalenderen er et symbol på overgangen fra forårsklassikerne til etapeløbssæsonen.

Fem sekunder efter Team Sky kom Katusha ind på tredjepladsen.

Jakob Fuglsang er med for Astana, som også har sidste års Tour-vinder Vincenzo Nibali med på holdet i Romandiet.

Astana fik i sidste uge lov til at beholde sin World Tour-licens oven på flere dopingsager, og holdet kørte også en solid tidskørsel og kom i mål i en tid, der var 17 sekunder langsommere end vindertiden.

Chris Anker Sørensen deltager også i løbet. Sammen med Tinkoff-Saxo blev det dog til en skuffende placering som nummer 14 - 55 sekunder langsommere end Sky. Under løbet har Tinkoff-Saxo Rafal Majka som kaptajn.

Romandiet Rundt slutter søndag med en enkeltstart i Lausanne.

/ritzau/