En 17-årig pige er alvorligt kvæstet blevet fløjet til Rigshospitalet efter en voldsom trafikulykke ved Holbæk.
Ulykken skete på Karlsbjergvej ved Engelstrup i Odsherred.
- Her kører to piger på en knallert ud foran en bil, hvis fører ikke kunne undgå at ramme dem, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Begge piger er 17 år. Den ene var bevidstløs efter ulykken.
- Hun bliver fløjet til Rigshospitalet i helikopter, og hendes tilstand skønnes at være meget alvorlig, fortæller vagtchefen.
Den anden pige på knallerten skulle ikke være kommet alvorligt til skade.
De pårørende er underrettet om ulykken.
/ritzau/