Tennis: Dansker sejrer overraskende i oprykningsfinale

Skrevet af admin

18/04/2015

Dagens topnyheder

De danske tenniskvinder har kurs mod oprykningen fra Europa/Afrika gruppe 3.

Lørdagens finale mod Grækenland begyndte nemlig med en overraskende dansk sejr i Fed Cup.

Karen Barbat vandt dramatisk i tre sæt over sin græske modstander Despina Papamichail 7-5, 3-6, 7-6.

Danskeren kunne have taget sejren 6-4 i tredje sæt, men kiksede en matchbold. Derefter endte sættet i en tæt tiebreak, men Karen Barbat viste sig stærkest og vandt kampen, der blev spillet i Montenegro.

Dermed kan Caroline Wozniacki sikre Danmark oprykningen senere lørdag, da der spilles bedst af tre kampe. Taber Wozniacki har Danmark dog stadig mulighed for at vinde i double.

På forhånd lignede Papamichail en vanskelig opgave for Karen Barbat. Grækeren er nummer 356 på verdensranglisten, mens Karen Barbat ligger et stykke længere nede som nummer 632.

Barbat begyndte dog stærkt og brød grækerens serv i første forsøg. Senere brød grækeren tilbage til 3-3, før Barbat vandt sættet 7-5.

Andet sæt gik lidt for stærkt for danskeren, der hurtigt var nede med 1-5. Det lykkedes Barbat at pynte på cifrene, men hun tabte alligevel 3-6.

Det dramatisk og tætte tredje sæt blev en stor break-fest for de to spillere. Barbat brød til 2-0, så blev hun brudt tilbage, før hun selv brød til 3-1.

Grækeren svarede dog igen med endnu et break til 4-3, men det blev fulgt op af endnu et dansk break til 5-3 med muligheden for at serve sejren hjem.

Det kiksede dog for Karen Barbat at serve sejren hjem, da grækeren brød endnu engang til 5-4. Et nyt dansk break ville have sikret Barbat sejren, men danskeren missede sin matchbolde, da hun førte 40-30.

I stedet udlignede grækeren til 5-5, og det blev også til 6-6, da begge efterfølgende holdt serv.

Dermed skulle den dramatiske kamp afgøres i tiebreak. Her trak danskeren fra og sikrede sig tre sætbolde ved stillingen 6-3. Hun skulle dog kun bruge to, før hun vandt sættet og kampen.

/ritzau/