Thai-politi tilbageholder to personer efter bombeangreb

Politiet i Thailand tilbageholder to personer, som menes at have forbindelse til bombeangrebene i feriebyen Hua Hin.

Det skriver Reuters.

Der skete mindst otte eksplosioner i Thailand torsdag og fredag, hvor i alt fire personer har mistet livet. Mange andre er blevet såret af bomberne, heraf flere turister.

Foruden Hua Hin fandt eksplosionerne sted i Surat Thani, på øen Phuket og i den sydlige Trang-provins.

Ifølge Reuters tilbageholder politiet de to personer, fordi de af overvågningskameraer blev spottet før, under og efter eksplosionerne.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser på Twitter, at der ikke foreligger oplysninger om, at der skulle være danskere blandt de berørte.

Flere steder i Thailand har myndighederne skærpet sikkerheden i kølvandet på bombeeksplosionerne i de centrale og sydlige dele af landet.

Militærstyret har også givet sikkerhedstjenesterne ordre til at være ekstra opmærksomme i forbindelse med fejringen af den thailandske dronning Sirikits fødselsdag fredag.

- Vi vil ikke lade folk med onde hensigter over for landet diktere situationen, siger Winthai Suvaree, der er talsmand for militærstyret, ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/

Dagens Gossip