Thorning og Kjærsgaard i åbent slag om danske værdier

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

Lighed, frihed, tryghed og solidaritet.

Det er de centrale værdier for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og SR-regeringen. Det siger Thorning tirsdag i folketingssalen, hvor hun er blevet kaldt i forespørgselsdebat af Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard.

Dermed fastslår statsministeren samtidig, at en debat om danske værdier bør handle om langt mere end maden i daginstitutionerne og juletræer i boligblokke:

- Lighed, frihed, tryghed, solidaritet. Det er mine værdier. Det er regeringens værdier. Det bestemmer retningen for regeringens politik, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun peger på, at det er danske værdier, at man, uanset køn, bankkonto og familiebaggrund, har mulighed for at uddanne sig og få succes. Man kan få hjælp på sygehuset uanset pengepung, og gifte sig med hvem man vil.

- Danmark hviler på stærke værdier. Vi har bygget et helt samfund på værdier. Det er det Danmark, vi kender, og det skal vi passe på, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun medgiver dog samtidig, at der kan opstå problemer, når der kommer mennesker fra andre lande og kulturer til Danmark som flygtninge og familiesammenførte.

Derfor skal politikere have en holdning til, at der skal være almindelig dansk mad i daginstitutioner, og at der skal være et juletræ i boligblokke. Grundlæggende er der dog stor opbakning til de danske værdier - også fra muslimer i Danmark, mener Thorning.

- Dem, der ønsker at begrænse vores frihed, vil ikke lykkes. Der er en stærk og bred opbakning til demokrati og ytringsfrihed, og den kommer heldigvis også fra muslimske ledere.

- Det er vigtigt at understrege, at terrorangrebet i Frankrig ikke er en kamp mellem Vesten og Islam. Men fælleskamp for demokrati mod terror, siger Thorning.

Pia Kjærsgaard anklager til gengæld statsministeren for at tage for let på udfordringen for de danske værdier fra de udlændinge, som er i landet, og som fortsat kommer til Danmark.

- Det afgørende i denne debat er, hvordan vi bliver påvirket af, at der kommer personer fra andre kultur til Danmark. Det har der altid gjort, men aldrig i det antal, som det gør nu. Og ikke i et omfang hvor vi nogle steder har skullet bøje nakken for andre kulturer.

- Når der er flere postnumre i Danmark, hvor der er flere udlændinge end personer med dansk baggrund, så er det alvorligt. Det skal man ikke tage let på, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at terrorangrebene i Frankrig og mediernes tøven ved at vise tegninger af profeten viser, at ytringsfriheden er under alvorligt pres.

/ritzau/