Thorning til Syrien-krigere: Jeg foragter jer

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

- I kan kun blive sprængt i luften én gang. Bliv hjemme. Tænk på jeres far og mor. Det er ikke kun jer selv, I svigter. Det er jeres nærmeste. Tænk jer om.

Så tydelig var budskabet fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til de danske Syrien-krigere, da hun lørdag gik på talerstolen ved Socialdemokraternes kongres i Aalborg.

Partiformanden lægger op til aktivt at bekæmpe de kamphandlinger, der finder sted i det nordlige Irak og Syrien, hvor krigere fra Islamisk Stat med Thornings ord har trukket blodige spor af ødelæggelse og død efter sig.

Selvom krigen i Syrien ligger langt væk fra Danmark, lægger Thorning op til hård kamp mod de ekstremister, der prøver at sprede islamistisk ideologi i Danmark.

- Vi ved, at unge fra Danmark rejser til Syrien for at gå i krig. Vi ved, at unge dræber og dør i den vildfarelse, at de er martyrer. Jeg har kun foragt tilovers for dem. De er en skændsel, siger hun i talen.

I sidste uge pressede blandt andet Venstre og De Radikale på for at straffe de danskere, der drager i væbnet konflikt.

De Radikale taler for at inddrage passet, mens Venstre vil have op til seks års fængselsstraf til dem, der rejser til Syrien uden myndighedernes tilladelse.

Senere annoncerede justitsminister Karen Hækkerup (S) regeringens forslag til, hvordan der kan tages hånd om problemet.

Helt konkret vil regeringen inddrage passet hos de personer, der planlægger at tilslutte sig Islamisk Stat. Derudover vil man få frataget sin opholdstilladelse, hvis man rejser ned til eksempelvis Syrien eller det nordlige Irak for at tage del i de angreb, som IS står bag.

Borgerkrigen i Syrien har fået mange syrere til at flygte til Danmark. Alene i august søgte 2287 personer om dansk asyl i forhold til 500 asylansøgere fra januar til marts.

I den sammenhæng kom regeringen fredag med et forslag om at indføre tidsbegrænsede opholdstilladelser til flygtninge fra borgerkrigshærgede lande.

- Det er både ordentligt og rimeligt, siger Thorning i sin tale.

/ritzau/