Tidligere landsholdsspiller skal stå i spidsen for Ajax

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

Det bliver den tidligere landsholdsspiller Peter Bosz, der afløser Frank de Boer som cheftræner i den hollandske storklub Ajax.

Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.

Ajax og Maccabi Tel Aviv, hvor Peter Bosz hidtil har været træner, er blevet enige om en aftale, der betyder, at hollænderen kommer til at stå i spidsen for Ajax' førstehold fra den kommende sæson.

Indtil videre har Peter Bosz skrevet under på en treårig kontrakt frem til juni 2019, og det glæder klubbens marketingdirektør, Edwin van der Sar.

- Med Peter Bosz tror jeg, at vi har fået en træner i hus, som kan gøre vores talentfulde hold endnu bedre. Hold, der har spillet under ham, har altid spillet teknisk og offensiv fodbold, som passer godt til Ajax. Peter er erfaren og har en klar vision, siger Edwin van der Sar til Ajax' hjemmeside.

Peter Bosz har selv haft en karriere som professionel fodboldspiller i både Holland, Frankrig, Japan og Tyskland. Blandt andet har han spillet for ærkerivalerne fra Feyenoord, hvor 52-årige Bosz også tidligere har været teknisk direktør.

Otte gange er han trukket i den hollandske landsholdstrøje.

Han har været træner i klubber som Heracles Almelo, Vitesse og altså senest i Maccabi Tel Aviv i Israel.

Nu ser han frem til udfordringerne i Ajax, der i den netop afsluttede sæson måtte se ligapokalen ende i favnen på rivalen PSV Eindhoven i sidste spillerunde af Æresdivisionen. Det var blandt andet denne skuffelse, der fik Frank de Boer og Ajax til at skilles.

- Det er et stort øjeblik i min karriere som træner. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil arbejde i den hollandske ligatop, siger Peter Bosz.

- Jeg er meget ambitiøs, og det er Ajax også, siger han videre.

Med sig til Amsterdam tager Peter Bosz sin nuværende assistenttræner i Tel Aviv, Hendrie Krüzen.

/ritzau/