Tidligere Wimbledon-mester tog lynsæt og sejr

Skrevet af admin

30/06/2016

Mest læste i dag

Regn satte dagsordenen onsdag ved Wimbledon, hvor spillet blev indstillet omkring klokken 20.30 dansk tid.

Da vejret satte en stopper for mere tennis i grand slam-turneringen, manglede 16 kampe i første runde hos kvinderne fortsat at blive afviklet efter en dag, hvor spillet i løbet af eftermiddagen også var aflyst på grund af regnvejr.

Den tidligere Wimbledon-mester Petra Kvitova fra Tjekkiet havde da også fart på i sit opgør i første runde mod rumænske Sorana Cirstea, der rangerer som verdens nummer 85.

Det tog blot Kvitova et kvarter at ordne rumæneren i første sæt, som tjekken vandt 6-0 blandt andet takket være syv servees.

I andet sæt leverede Sorana Cirstea lidt mere modstand. Men hun tabte 4-6 i et opgør, der tog 52 minutter.

Petra Kvitova vandt Wimbledon i 2011 og 2014, og hun er seedet som nummer ti i årets udgave.

- Jeg er glad for, hvordan jeg spillede, og hvordan min serv fungerede. Hun var ikke nem at møde på græs i første runde. Jeg tror, det var lidt køligt for tilskuerne. Men jeg ordnede det hurtigt, siger Kvitova ifølge Reuters.

I anden runde møder Kvitova vinderen af opgøret mellem Ekaterina Makarova fra Rusland og svenske Johanna Larsson.

/ritzau/