TIDSLINJE: Sådan skete skyderiet i Canada

Skrevet af admin

23/10/2014

Dagens topnyheder

Afspærringer og barrikader er fjernet fra det canadiske parlament, efter at området var lukket for civile i flere timer i kølvandet på en skudepisode onsdag lokal tid.

Sådan forløb skuddramaet:

* 09:52: Canadisk politi modtager rapporter om, at en soldat er blevet skudt ved et krigsmonument tæt på parlamentet i hovedstaden Ottawa.

* Kort før kl. 10:00: Journalister i parlamentet rapporterer, at der kan høres skud i bygningen. Parlamentsmedlemmer skriver på Twitter, at de har fået besked på, at lukke dem selv inde på deres kontorer. Parlamentsmedlemmet Gerry Byrne skriver, at politiet er inde på området bevæbnet med maskingeværer.

* 10:12: Parlamentsmedlemmet Tony Clement skriver på Twitter, at der er blevet affyret over 30 skud inde i parlamentet. Parlamentsmedlemmer flygter fra skuddene.

* 10:20: Premierminister Stephen Harpers pressechef oplyser, at premierministeren er blevet evakueret, og at han er i sikkerhed.

* 10:21: Parlamentsmedlemmet Bob Zimmer skriver på Twitter, at "en enlig gerningsmand er død." Den mistænkte bliver senere identificeret som den 32-årige Michael Zehaf-Bibeau.

* 10:25: Canadisk politi skriver for første gang på Twitter, hvor man opfordrer offentligheden til at blive væk fra parlamentet på grund af en "igangværende politiaktion".

* 10:53: Canadisk politi opfordrer offentligheden til at holde sig væk fra centrum af Ottawa.

* 11:25: Canadisk politi bekræfter, at der har været to forskellige hændelser. En ved krigsmonumentet og en ved parlamentet.

* 11:35: Kilder bekræfter, at gerningsmanden er død.

* 13:20: Kilder bekræfter, at en såret soldat ved krigsmonumentet nu er død.

* 14:10: Canadisk politi bekræfter, at soldaten og gerningsmanden er døde.

* 17:10: Canadisk politi indskrænker det afspærrede område omkring parlamentet.

* 20:08: I en tv-tale siger premierminister Stephen Harper, at "to modbydelige angreb mod canadiske soldater i denne uge ikke vil svække landets evne til at bekæmpe terrorisme såvel hjemme som i udlandet.

Kilde: CTV News.

/ritzau/