To tjekkiske turister, som blev bortført i Pakistan for to år siden, er løsladt og tilbage i Tjekkiet, fortæller landets premierminister ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er glad for at kunne bekræfte, at Hana Humpalova og Antonie Chrastecka allerede er tilbage i Tjekkiet, siger Bohuslav Sobotka i en skriftlig udtalelse lørdag.
De to unge kvinder blev taget som gidsler i marts 2013, da de rejste fra Iran gennem Pakistan på vej mod Indien.
En tyrkisk hjælpeorganisation IHH har bidraget i forhandlingerne om at få de to turister løsladt, bekræfter premierministeren.
Hana Humpalova og Antonie Chrastecka var forbi IHH's hovedkvarter i Van i det østlige Tyrkiet på vej hjem til Tjekkiet, rapporterer tyrkiske medier.
I en videoappel, der blev offentliggjort kort efter gidseltagningen, krævede de to kvinder pakistaneren Aafia Siddiqui, som i 2010 blev fængslet i USA på terroranklager, løsladt.
Senere - i en anden appel - bad de den tjekkiske regering om hjælp.
De blev bortført i Baluchistan i det nordvestlige Pakistan, hvor der jævnligt har været gidseltagninger.
De kriminelle i området har tidligere videregivet gidsler til Taliban eller grupper knyttet til al-Qaeda.
/ritzau/AFP