Træner-samtale gav Højbjerg lyst til Schalke

Skrevet af admin

31/08/2015

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg indgik fredag en lejeaftale med den tyske klub Schalke 04. Det var efter samtaler med træner Andre Breitenreiter og sportsdirektør Horst Heldt, at danskeren besluttede, at Schalke var det rigtige skifte.

Det siger Pierre-Emile Højbjerg, som fortæller, at andre klubber også var interesserede i ham.

- Jeg har snakket med træneren og sportsdirektøren. Det var afgørende. De ville mig rigtig meget, så det var positivt.

- Det er et stort skridt for mig. Vi skal spille tre kampe om ugen. Det er et step op i forhold til sidste år. De skridt, som jeg gerne vil tage, skal jeg tage på fodboldbanen, og derfor er det vigtigt at spille.

- Jeg havde flere muligheder, men man er nødt til som sportsmand at være bevidst om, hvad man selv vil. Hvis jeg læste alt, hvad pressen skrev, så ville jeg have det svært. Det var mit eget valg, og det var min egen hjerne, jeg fulgte, siger landsholdsspilleren.

Søndag var Bayer Leverkusens sportsdirektør, Rudi Völler, ude at sige, at Højbjerg helst ville skifte til Leverkusen, men det har altså ikke noget på sig ifølge hovedpersonen.

Schalke spiller samme system som det danske landshold, og det passer Højbjerg godt, mener han. Samtidig glæder han sig over at spille på et hold med mange unge spillere som ham selv.

- Træneren ser mig som en af de to seksere på midtbanen, hvor jeg også ser mig selv. Vi spiller lige som landsholdet.

- Der er en masse dygtige unge spillere med et stort potentiale. Der er for eksempel Max Meyer (19 år), Leon Goretzka (20 år) og Leroy Sane (19 år). Så det her år er vigtigt og spændende, og jeg havde lyst til Schalke og den udfordring, der er, siger 20-årige Højbjerg.

Lejeaftalen fra Bayern München blev bekræftet af mesterklubben fredag, og lørdag var danskeren på besøg hos sin nye arbejdsgiver.

Han har endnu ikke trænet med sine nye holdkammerater i Schalke. I denne uge er han samlet med det danske landshold forud for EM-kvalifikationskampene mod Albanien og Armenien.

/ritzau/