Træt René Holten: Jeg fandt aldrig rytmen

Skrevet af admin

25/06/2016

Dagens topnyheder

Den danske kajakroer René Holten Poulsen havde sat næsen op efter mere, da han lørdag tog sølvmedalje ved EM i 1000 meter enerkajak.

Danskeren tog godt nok medalje for niende EM i træk, men han følte sig træt og måtte se guldet gå til portugisiske Fernando Pimenta.

- Jeg havde ikke rigtig dagen i dag, og følte mig træt allerede i opvarmningen. Planen var egentlig, at jeg skulle gå hårdt ud og teste min form af, men jeg kom aldrig rigtig op i tempo og fandt aldrig rytmen, og frekvensen føltes for høj.

- Så der er lidt at arbejde med, men det gode ved at være træt er, at alle ens svagheder kommer frem, siger René Holten Poulsen i en pressemeddelelse.

Danskeren vandt også sølv ved EM i fjor i Racice, og han er trods alt tilfreds med igen at hente medalje ved EM.

- Jeg er fint tilfreds med stabiliteten i forhold til at gå på podiet selv på dage, hvor det ikke spiller. Pimenta viste i dag, som jeg har sagt de sidste par sæsoner, at han klart er blandt mine største konkurrenter til OL, siger René Holten Poulsen blandt andet.

Senere lørdagen var han atter i aktion i toerkajak sammen med Nils Boe, men duoen skuffede i 1000-meter-finalen, hvor det blev til en ottendeplads.

- K2'en fik vi slet ikke til at fungere i dag, så jeg håber på bedre resultater i finalerne i morgen, siger René Holten Poulsen.

Søndag gælder det EM-finalen på 500 meter for René Holten Poulsen.

/ritzau/