Trafikminister vil se på blå firkantede vejskilte

Skrevet af admin

02/09/2014

Dagens topnyheder

De firkantede, blå skilte med vejledende fartgrænser er ikke det metal værd, de er trykt på.

Fartmålinger, som Lokalavisen Budstikkens udgaver i Fredericia og Vejle har foretaget, viser, at 96 procent af bilerne overskrider de anbefalede fartgrænser. Den mindste, gennemsnitlige overskridelse i avisens målinger er på 28 procent.

Nu vil transportminister Magnus Heunicke (S) undersøge, om de firkantede, blå skilte med hvide vejledende fartgrænser virker. Det siger han til Lokalavisen Budstikken i Fredericia og Vejle efter at avisen i sidste uge citerede Rådet For Sikker Trafik for, at skiltene risikerer kun at have en signalforvirrende effekt.

- Skilte skal naturligvis virke efter hensigten, og derfor vil jeg nu bede Vejdirektoratet om at se nærmere på sagen.

- Direktoratet har i forvejen megen fokus på, at skilte ikke skal skabe forvirring, det er selvsagt ikke til gavn for trafiksikkerheden, siger han til Lokalavisen Budstikkens udgaver i Fredericia og Vejle.

I mellemtiden opfordrer han blandt andre kommunerne til at forholde sig til de næsten virkningsløse skilte.

- Vejdirektoratet vil tage fat i Rådet for Sikker Trafik og Kommunernes Landsforening for at drøfte sagen. De lokale hastighedsgrænser er fortrinsvis noget, der bestemmes lokalt af vejbestyrelsen og politiet, så derfor vil det være oplagt at inddrage kommunerne, siger ministeren.

/ritzau/