Tre ukrainske soldater er dræbt trods våbenhvile

Skrevet af admin

27/02/2015

Dagens topnyheder

Trods våbenhvile og tilbagetrækning af soldater og våben i det østlige Ukraine er tre ukrainske soldater dræbt og syv såret det seneste døgn, siger en talsmand for Ukraines hær.

De to foregående døgn blev ingen dræbt, og det havde øget håbet om, at våbenhvileaftalen denne gang kunne holde.

Ukraine oplyste torsdag, at det gik i gang med at trække tunge våben og soldater væk fra fronten, fordi der var roligt på slagmarken.

Hæren vil dog fortsat stadig være i højt beredskab, siger en talsmand for Ukraines forsvarsministerium.

- Der er tilstrækkeligt mange soldater og ressourcer langs frontlinjen i tilfælde af, at terroristerne og de styrker, der støtter dem, overtræder våbenhvilen, siger talsmanden.

Ukraine og de prorussiske oprørere blev 12. februar bistået af Rusland, Tyskland og Frankrig enige om en fredspakke.

Aftalen blev indgået i Hviderusland, og hjørnestenen i den såkaldte Minsk-aftale var en våbenhvile og tilbagetrækning af de tunge våben fra begge sider af frontlinjen.

Men efter de tre ukrainske soldater mistede livet fredag, siger den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, at han frygter truslen fra øst.

- Selv under det mest optimistiske scenario vil den militære trussel fra øst desværre forblive, siger han med en klar henvisning til Rusland.

Regeringen i Kijev har, i lighed med flere vestlige regeringer, beskyldt russerne for at sende soldater og våben til de områder af det østlige Ukraine, som er under de prorussiske oprøreres kontrol. Det er anklager, som Rusland afviser.

/ritzau/Reuters