Trump i Mexico: Vi har ret til at bygge en mur på grænsen

Hvis USA føler behov til at bygge en mur på grænsen til Mexico, så er landet i sin fulde ret til at gøre det.

Sådan lyder det fra den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, efter et møde med Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, onsdag i Mexico City.

Det skriver de internationale nyhedsbureauer.

- Vi anerkender og respekterer begge landes ret til at bygge en fysisk barriere eller mur på hvilken som helst af deres grænser, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP efter mødet onsdag.

Det overraskende besøg syd for grænsen blev offentliggjort af begge parter på Twitter tirsdag.

Mødet har fundet sted, få timer inden at Trump selv skal holde en imødeset tale om indvandring i Phoenix, Arizona.

I sin valgkamp har Donald Trump flittigt talt om Mexico og behovet for at bygge en mur på grænsen, fordi både narko og illegale indvandrere kommer ind i USA den vej.

Efter mødet onsdag understregede Peña Nieto, at de mange millioner mexicanere i USA fortjener respekt.

- Mexicanerne i USA er ærlige mennesker. Mexicanere fortjener alles respekt, siger han ifølge Reuters.

/ritzau/

Dagens Gossip