Tsipras til partifæller: Bak op eller jeg udskriver valg

Skrevet af admin

29/07/2015

Dagens topnyheder

Hvis den græske premierminister, Alexis Tsipras, ikke kan bevare sit parlamentariske flertal i forbindelse med det videre arbejde med at gennemføre lovede reformer, så skal grækerne snart til stemmeurnerne igen.

Sådan lyder en melding fra premierministeren onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er den sidste person, som vil have valg, hvis jeg havde det nødvendige parlamentariske flertal til at komme igennem den fireårige valgperiode.

- Men hvis jeg ikke har et parlamentarisk flertal, er vi tvunget til at afholde valg, siger Tsipras onsdag i et interview med radiostationen Sto Kokkino ifølge Reuters.

Oprøret i Tsipras' bagland har ulmet, siden premierministeren tidligere i juli indgik en aftale med de resterende 18 eurolande om en tredje støtteordning til kriseramte Grækenland.

En forudsætning for at gå i gang med forhandlingerne om støtteordningen var blandt andet, at den græske regering ad to omgange skulle indføre en række reformer og lovændringer.

Ved første afstemning i parlamentet 22. juli nægtede 36 af regeringspartiet Syrizas 149 parlamentsmedlemmer at støtte deres premierminister. Det tvang Tsipras til at finde sit flertal med hjælp fra oppositionspartierne.

Det er ikke første gang, at Tsipras har måttet søge støtte hos oppositionen, selv om han egentlig leder en flertalsregering.

Torsdag skal Syrizas centralkomité mødes for at diskutere det splittede partis fremtid. Det er den tidligere energiminister Panagiotis Lafazani, som er i front for den fraktion af partiet, som har afvist støtteordningen og kræver en hårdere linje over for kreditorerne.

Tsipras har sagt, at der kan afholdes partikongres i september for at omdefinere partiets strategi.

Flere ministre har ifølge Reuters foreslået, at der kan blive holdt valg til efteråret, når forhandlingerne om støtteordningen formentlig er færdige.

Her forventer Tsipras også, at der kan blive skåret i Grækenlands milliardgæld til udlandet. Premierministeren har ifølge nyhedsbureauet AFP sagt, at der er "et løfte om gældslettelse", som vil komme i november.

En egentlig nedskrivning af gælden blev ellers eksplicit afvist i erklæringen fra topmødet tidligere i juli mellem de 19 eurolande, hvor aftalen om den tredje støtteordning blev indgået.

I erklæringen står dog, at hvis grækerne opfylder alle krav, kan det komme på tale at omlægge gælden.

/ritzau/