Tunesien: Vi blev tvunget ud af Africa Cup med magt

Skrevet af admin

01/02/2015

Dagens topnyheder

Tunesien blev udsat for en regulær dommerskandale, da nordafrikanerne lørdag måtte forlade Africa Cup of Nations efter et kvartfinalenederlag på 1-2 til værtsnationen Ækvatorial-Guinea.

Det fastslår landstræner George Leekens, der aldrig har oplevet noget lignende i sine 45 år inden for fodbolden.

Tuneserne førte 1-0 og var på vej mod en plads i semifinalen, da dommeren i kampens overtid forærede Ækvatorial-Guinea et straffespark i et opgør med mange besynderlige kendelser.

Værterne udnyttede muligheden og sikrede sig et avancement til semifinalerne med et frisparksmål i den forlængede spilletid.

- Jeg har aldrig i mine 45 år inden for fodbolden - 15 som spiller og 30 som træner - set noget lignede. Resultatet blev påtvunget os med magt, siger George Leekens.

- Dommeren begik en enorm fejl. Det er hårdt at acceptere nogle ting i livet - et mistet barn, når nogen i familien går bort.

- Vi spillede en god kamp. Vi kæmpede som gale. Vi har haft et par svære uger, men fortjente ikke dette, siger landstræneren.

Han mener, at Tunesien er blevet behandlet skidt under hele turneringen.

- Jeg håber, at alle har set billederne. To gange fik vi ikke tildelt et straffespark. Vi fik dømt et straffespark imod os, som foregik uden for feltet. Det er en uretfærdighed. Det er en skam for fodbolden.

- Vi er et af de mest ærlige folkefærd i verden. Vores folk, journalisterne - ja hele Tunesien fortjener ikke dette. Jeg har oplevet meget i mine 30 år som træner, men dette her kan jeg ikke acceptere, fastslår George Leekens.

/ritzau/Reuters