TV Avisen-pioner Paul Zebitz Nielsen er død

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Journalist og præst Paul Zebitz Nielsen er død, 79 år.

Det fremgår af et mindeord i blandt andet Kristeligt Dagblad.

Paul Zebitz Nielsen blev landskendt, da han i 1965 var blandt de 16 journalister, der udgjorde holdet på Danmarks Radios nyskabte TV Avisen, der erstattede billedrevyen TV-Aktuelt.

Bag sig havde han en journalistuddannelse på Helsingør Dagblad, hvorfra turen gik til Ritzaus Bureau inden ansættelsen i Danmarks Radio, hvor han var journalist frem til 1979.

Men Paul Zebitz Nielsen, der siden gymnasietiden havde haft digterpræsten Kaj Munk som forbillede, nøjedes ikke med journalistikken.

Sidst i 70'erne begyndte han sammen med sin hustru, Liz Zebitz Kloborg, at læse særuddannelsen i teologi, og i 1979 tiltrådte han sit første præsteembede i Korup ved Odense.

Siden nåede han også at være præst i Simon Peters Kirke i København, og fra 1984 havde han embede 14 år i Præstø på Sydsjælland.

I 1996 sluttede 27 års lykkeligt ægteskab, da 53-årige Lis Zebitz Kloborg døde efter at have lidt af dissemineret sklerose i nogle år.

I sin bog fra 2002 "Når den, man elsker, dør" fortæller Paul Zebitz om, hvordan det tog ham seks år at gå sorgens vej tilbage til livet.

På denne vej tilbage tog han vikarjob som præst, hjalp til med at få en lokal tv-station op at stå i Nykøbing Falster, genoptog politisk arbejde - Zebitz var socialdemokrat - og begyndte at skrive kronikker og interview til aviser.

I 2004 udgav Paul Zebitz Nielsen bogen "Fra tv-reporter til sognepræst" og var siden en eftertragtet foredragsholder.

Paul Zebitz Nielsen boede de sidste mange år af sit liv i Nykøbing Falster.

/ritzau/