Tyrkiet anholder nevø til mistænkt kupbagmand

Skrevet af admin

23/07/2016

Mest læste i dag

Tyrkiske myndigheder har pågrebet en mand, der angiveligt er Fethullah Gülens højre hånd.

Præsident Recep Tayyip Erdogan beskylder Gülen for at stå bag det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet i sidste uge.

Gülens påståede højre hånd, Halis Hanci, rejste ifølge en kilde i det tyrkiske præsidentkontor ind i Tyrkiet to dage inden det fejlslagne kupforsøg i sidste weekend.

Tidligere på dagen skrev det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, at politiet har anholdt en nevø til Fethullah Gülen.

Erdogan betragter sin ærkefjende som bagmand og forsøger at få ham udleveret fra USA, hvor han er bosat. Gülen afviser, at han skulle være involveret i kupforsøget mod den tyrkiske præsident.

Gülens nevø blev anholdt i det nordøstlige Tyrkiet og bringes nu til hovedstaden Ankara, hvor han skal afhøres.

Han kan blandt andet risikere at blive anklaget for at være medlem af en terrororganisation, skriver Anadolu.

Erdogan betragtede indtil 2013 Fethullah Gülen som en allieret. Men nu forlanger præsidenten, at USA udleverer den religiøse leder, der lever i selvvalgt eksil i Pennsylvania, så han kan retsforfølges i Tyrkiet.

Gülen er grundlægger af Hizmet - en moderat, konservativ bevægelse med opbakning fra op mod otte millioner tyrkere.

Hizmet driver blandt andet en række skoler og velgørende organisationer i Tyrkiet og andre steder.

Men Erdogan beskylder Gülen for at have bygget "en stat inden for staten" og have planlagt kupforsøget med det formål at skabe en islamisk stat i Tyrkiet.

/ritzau/Reuters