Tysk familie i bil ramt af stenkast på Fyn

Det var efter alt at dømme en tysk familie, der befandt sig i den bil, som tidligt søndag morgen blev ramt af en betonflise på den fynske motorvej.

Bilens fører, en 36-årig mand, er hårdt kvæstet. Den dræbte er formentlig hans hustru, der sad på bagsædet bag føreren. En femårig dreng sad fastspændt på bagsædet og slap uden fysiske skader, oplyser Fyns Politi.

Flere tyske medier skriver om den tragiske episode, og ifølge nyhedsbureauet dpa er den døde en 33-årig kvinde fra byen Recklinghausen nordvest for Dortmund.

Familien var angiveligt på vej hjem fra ferie, da bilen blev ramt af den tunge sten.

Fyns Politi oplyser, at kvinden blev dræbt på stedet. Den lille families formodede pårørende er blevet underrettet med hjælp fra Interpol og det tyske politi.

Deres identitet kan først endeligt fastslås, når de pårørende kommer til Danmark og genkender dem.

Fyns Politi ønsker dog endnu ikke at bekræfte oplysningerne fra den tyske presse.

- Vi har selvfølgelig en idé om, hvem familien er, men vi har ikke fået en returmelding om en endelig identifikation. Der er dog selvfølgelig en grund til, at vi har taget kontakt til en bestemt familie, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

- Jeg ved, at efterforskere har været ude på stedet sammen med de pårørende, men vi kan endnu ikke med sikkerhed sige, hvem det er, siger han videre.

Politiet efterlyser ejeren af de betonfliser, der blev kastet ned på motorvejen. Der blev kastet to cirka 30 kilo tunge betonfliser og to mindre sten på hver 9,5 kilo.

Fliserne er hjørnesten af typen danblok 2 fra IBF sten i Ejby. Politiet hører gerne fra entreprenører, murere, byggefirmaer eller andre, der har sådanne sten liggende og mangler to.

Politiet ser med stort alvor på sagen, der på grund af sin grovhed efterforskes som en drabssag.

Fyns Politi har dagen igennem undersøgt området med hundepatruljer, ligesom ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør og af kriminalteknikere. Blandt andet er der taget dna-prøver, som nu skal undersøges.

Den lille dreng har hele søndagen opholdt sig på Odense Universitetshospital, hvor personale fra Odense Kommune har taget sig af ham.

/ritzau/

Dagens Gossip