Tysk rigsadvokat smidt på porten efter sag om forræderi

Skrevet af admin

04/08/2015

Dagens topnyheder

En undersøgelse af, om to tyske journalister begik forræderi med deres afsløring af myndighedernes planer om øget overvågning, koster den tyske rigsadvokat jobbet.

Tilliden til rigsadvokaten, Harald Range, er væk, slår den tyske justitsminister, Heiko Maas, fast i sin begrundelse for, at Range nu erstattes.

Kritikken mod Range er vokset, efter at han indledte en undersøgelse om landsforræderi mod to journalister fra mediet netzpolitik.org, som har bragt hemmeligstemplede dokumenter, der afslører myndighedernes planer om øget overvågning.

Siden bad justitsministeriet Range om at indstille efterforskningen.

Tidligere tirsdag anklagede Harald Range justitsministeriet for at blande sig i sagen. Han siger, at en ekstern vurdering har bekræftet det fornuftige i at efterforske sagen.

Range har kaldt ministeriets krav om at droppe undersøgelsen for "uacceptabel indblanding" i retsvæsnet.

Beslutningen om at fjerne Range på posten har været forbi forbundskansler Angela Merkels skrivebord.

Harald Range erstattes af chefanklageren i München, Peter Frank, oplyser den tyske justitsminister.

De to journalister Markus Beckedahl og Andre Meister blev i juli informeret om, at de blev efterforsket efter deres afsløring af, at landets efterretningstjeneste har planer om at øge overvågningen af tyskerne.

En forfatningsekspert, Joachim Wieland, siger til nyhedsbureauet dpa, at Harald Ranges anklager mod ministeriet ikke holder vand.

Han mener, at en anklager - i forhold til magtens tredeling - ikke som eksempelvis en dommer er omfattet af samme uafhængighed fra regeringen.

Rigsadvokatens efterforskning har vakt harme, og flere end 1000 deltog i weekenden i en protest i Berlin mod forsøg på at "intimidere" journalister.

Merkel har via sin talskvinde understreget, at hun støtter sin justitsminister 100 procent i sagen.

Statens overvågning har været et hedt emne i den tyske debat efter de seneste års afsløringer af, at den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA overvågede tyskerne - og at Tyskland samarbejdede med NSA.

Også USA's aflytning af Merkels mobiltelefon har vakt tyskernes - og forbundskanslerens - vrede.

/ritzau/dpa