Tysk tanketrick giver guld på Copacabana

At spille OL-finale i beachvolley på Copacabana-stranden i Rio lyder som en drøm. Men hvis man møder Brasilien i finalen, hvor hjemmepublikummet er ekstatisk, og såvel musik som stemning er høj, kan det lyde som et mareridt.

Den tyske duo med Laura Ludwig og Kira Walkenhorst vandt guld, da de besejrede brasilianerne Agatha Bednarczuk og Barbara Seixas i to sæt - 21-18 og 21-14.

Efter kampen afslørede Laura Ludwig, at tyskerne brugte en ganske speciel teknik til at lukke alle distraktioner ude.

- Vi vidste, at det ville blive meget larmende. Vi vidste også, at det med stor sandsynlighed ville distrahere os.

- Derfor brugte vi nogle redskaber, som vi har brugt før. Det gjorde, at vi kunne gå ind i en "tunnel" og bare spille vores spil.

- Vi var ganske enkelt på vores hjemmebane hjemme i Tyskland. Larmen fra tilskuerne var bare vores egne tyske tilskuere. Ikke i virkeligheden, men i vores hoveder, siger Laura Ludwig.

Mens tyskerne fejrede sejren, var der skuffelse hos brasilianerne.

Agatha Bednarczuk og Barbara Seixas er regerende verdensmestre og begejstringen var endeløs, da de sendte den amerikanske legende Kerri Walsh Jennings og makkeren April Ross ud i semifinalen. Amerikaneren havde aldrig prøvet at tabe en kamp ved OL.

Oveni mistede brasilianerne også bronzemedaljen, som netop amerikanerne vandt.

/ritzau/

Dagens Gossip