Tyske euroskeptikere væbner sig til formandsopgør

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

Det trækker op til nogle heftige politiske diskussioner og en kamp om formandsposten i det EU-skeptiske tyske parti Alternative für Deutschland (AfD), som fredag mødes til partikongres.

Blandt andre en af partiets næstformænd Alexander Gauland, som vil søge formandsposten, har markeret sig før kongressen med en skarp kritik af ledelsen i den anti-islamiske bevægelse Pegida, som er gået i opløsning efter intern splittelse.

- De har bedraget 20.000 demonstranter, siger Gauland til avisen Die Welt med henvisning til ledelsen i Pegida.

Pegidas tidligere leder, Lutz Bachmann, trådte tilbage i sidste uge, da det kom frem, at han havde optrådt på et foto som Hitler, og efterfølgende har en talskvinde og fire andre trukket sig fra ledelsen.

Kommentaren fra Gauland falder samtidig med, at en anden næstformand i partiet Hans-Olaf Henkel advarer mod, at partiet bevæger sig for langt ud på den politiske højrefløj.

Til avisen Handelsblatt siger Henkel, at de "blinde passagerer" med xenofobiske tendenser og antidemokratiske kræfter, som har sneget sig om "bord på AfD-skibet," skal lastes af i "næste havn".

De to næstformænd repræsenterer således to forskellige fløje i partiet.

Gauland er optaget af at hente opbakning i resterne af Pegida-bevægelsens støtter.

Pegida har arrangeret ugentlige demonstrationer i Dresden, hvor bevægelsen har haft den største opbakning.

I flere andre dele af landet har modbevægelser haft større opbakning, når Pegida er gået på gaden.

AfD skal udstikke den politiske retning på partikongressen, hvor en ny ledelse ventes valgt.

Økonomiprofessor Bernd Lucke, som sidder på den delte formandspost i AfD, vil forsøge at få posten som eneste partileder.

Han udfordres af Frauke Petry og Konrad Adam, som er de to andre på formandsposten, og næstformand Alexander Gauland.

Et udkast til nye partivedtægter siger, at det delte lederskab i partiet fra december næste år skal erstattes af én formand.

/ritzau/dpa