Tyskland sætter regler om mindsteløn på vejene på hold

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

Det har vakt protester i transportbranchen, at Tyskland kræver tysk mindsteløn til udenlandske lastbilchauffører, der kører gennem landet.

Nu har Tyskland sat reglerne på hold, mens tyskerne afventer, at en undersøgelse fra EU skal slå fast, om det er et lovligt krav. Det meddeler det tyske beskæftigelsesministerium fredag.

Reglerne om, at den tyske mindsteløn også skal gælde for udenlandske lastbilchauffører, har blandt andet mødt kraftig modstand fra østeuropæiske transportfirmaer, som sidder på en stor del af den internationale transportindustri i Europa.

De har haft fordel af et lavere lønniveau end deres konkurrenter i Vesteuropa. De tyske regler har også vakt protester fra den danske transportbranche, som blandt andet frygter, at konsekvensen bliver store administrative byrder.

Kritikken har også lydt, at de tyske regler strider mod EU's regler.

ITD –brancheorganisation for dansk vejgodstransport mener, at det er fornuftigt af tyskerne at vente på EU's undersøgelse.

Organisationen ærgrer sig dog over, at det foreløbigt kun er transitkørsel, der slipper, så international transport ud og ind af Tyskland stadig er omfattet af reglerne om mindsteløn.

- Opblødningen er forventet. Man behøver ikke at have sat sig meget ind i EU-retten for at se, at den praksis, tyskerne har lagt op til omkring udenlandske transportvirksomheder, harmonerer meget dårligt med EU's grundprincipper.

- Derfor er det sund fornuft, at man tager en time-out, indtil det juridiske grundlag er analyseret ordentligt, siger ITD’s administrerende. direktør Jacob Chr. Nielsen i en kommentar.

Loven om den tyske mindsteløn trådte i kraft med indgangen til 2015. Ifølge de tyske regler skal udenlandske firmaer sende papirer til Tyskland inden hver tur over grænsen, som skal dokumentere, at de overholder den tyske mindsteløn.

Hvis ikke lønnen lever op til den tyske minimumsløn, kan det efter reglerne koste en bøde på mere end 30.000 euro.

/ritzau/Reuters