Tysklands træner forventer svært opgør mod Italien

Skrevet af admin

28/06/2016

Dagens topnyheder

Når Tyskland og Italien mødes i kvartfinalen ved EM i Frankrig på lørdag, bliver det et opgør mellem EM's hidtil bedste hold.

Det mener i hvert fald den tyske landstræner Joachim Löw.

- Jeg mener, at turneringens hidtil bedste mandskaber nu skal møde hinanden. Jeg forventer en tæt, hård og intens kamp, siger Joachim Löw tirsdag til det tyske fodboldforbunds egen tv-kanal.

Tyskland har, ifølge nyhedsbureauet dpa, mødt Italien otte gange i store slutrunder, men har aldrig besejret italienerne ved de lejligheder.

Joachim Löw har selv været med til at tabe til Italien ved to slutrunder. Ved VM i 2006 - da Löw var assistent for Jürgen Klinsmann - tabte Tyskland 0-2 efter forlænget spilletid. I 2012 vandt Italien 2-1 i EM-semifinalen.

Til gengæld vandt de tyske verdensmestre 4-1 over Italien i en testkamp i marts i år.

Ikke desto mindre er Joachim Löw begejstret over italienernes spil ved dette EM.

- De spiller imponerende. Italien har spillere, som er skolet til forsvar, men de har også dygtige offensive spillere og de er meget hurtige på kontraangreb, siger Löw.

Mens Italien spillede sig i kvartfinalen via en sejr over Spanien i ottendedelsfinalen, vandt Tyskland 3-0 over Slovakiet.

/ritzau/