U21-landsholdet skuffer med nulløsning i Aalborg

Skrevet af admin

09/10/2015

Dagens topnyheder

Træner Niels Frederiksens nye U21-landshold spillede fredag aften første kamp i kvalifikationsgruppen til EM i Polen 2017, da det på hjemmebanen i Aalborg endte i en nulløsning mod Wales.

I optakten til kampen var der lagt op til en kamp, hvor begge mandskaber ville forsøge at få overtag i boldbesiddelsen. Spillerne var dog knapt begyndt at svede, inden der tegnede sig et billede af, at det var de rød-hvide, som tog ejerskab over bolden.

Da danskerne dominerede boldbesiddelsen i kampens åbning, var det også naturligt, at Brøndbys Christian Nørgaard tegnede sig for kampens første chance, som dog gik en meters penge forbi Billy O'Brien i walisernes mål.

Efter en halv times spil begyndte danskerne dog at slække mere, og waliserne kom stille og roligt ind i kampen mod halvlegens slutning, hvor gæsterne kom til flere chancer i både åbent spil og fra standardsituationer.

Fra anden halvlegs start var der stilstand i tingene, så efter en times spil blev Kenneth Zohore sat ind i stedet for en lidt anonym Marcus Ingvartsen. Den bomstærke OB-angriber skulle kun bruge et minut for at gøre opmærksom på sig selv, da hans afslutning i feltet blev pareret af den walisiske keeper.

De danske spillere kom dog aldrig frem til de helt store chancer. I stedet var Thomas O'Sullivan tæt på at tage alle tre point med til Wales, da han efter 80 minutter var tæt på at sende bolden i mål bag Jeppe Højbjerg efter en hurtig omstilling.

Det hele endte dog, som det begyndte i Aalborg. Næste opgave for de danske U21-talenter er på tirsdag, hvor gruppens nummer et Bulgarien kommer på besøg.

Gruppen toppes af Bulgarien og Rumænien, som begge har ni point efter fire kampe. Wales har syv point efter tre kampe, mens Danmark på fjerdepladsen har et enkelt point for en kamp.

I bunden af gruppen har Armenien og Luxembourg begge nul point efter tre kampe.

/ritzau/