U21-landstræner: Olsens nye joker bliver en stjerne

Skrevet af admin

01/10/2014

Dagens topnyheder

Det seriøse tyske fodboldmagasin Kicker vurderer Yussuf Poulsen som 2. Bundesligas bedste spiller i sæsonens første otte spillerunder, og nu er også Danmarks landstræner Morten Olsen blevet overbevist om det tidligere Lyngby-talents kvaliteter.

Poulsen blev tirsdag udtaget til A-landsholdets kampe mod Albanien og Portugal til ærgrelse for U21-landstræner Jess Thorup, der dermed mister en stor profil. Men Thorup forstår godt forfremmelsen af angriberen fra RB Leipzig.

- Jeg ser jo alle hans kampe, og han gør det fantastisk godt. Han scorer en masse mål og spiller på et godt hold, så det er fuldt fortjent, at han får lov at prøve kræfter med A-landsholdet, siger Jess Thorup.

På grund af småskader har Yussuf Poulsen kun spillet seks af Leipzigs otte kampe i denne sæson.

Men alligevel er det blevet til seks mål og vedvarende rygter om stor interesse fra Bundesligaen. Der venter ham en stor fremtid, mener Jess Thorup.

- Han er hurtig, målfarlig, fysisk stærk og er meget dedikeret til fodbolden. Han kender sine egne styrker og svagheder, og han bliver en stjerne for dansk fodbold i fremtiden. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

- Han mangler måske lige det sidste touch i spillet på små områder, men Yussuf arbejder virkelig hårdt på at forbedre de ting, og det har han allerede gjort.

- Han spiller mest topangriber i Leipzig, men jeg har tidligere brugt ham på højre kant, og han kan begge dele, forklarer U21-landstræneren.

Danmark møder Albanien på udebane 11. oktober og Portugal i København tre dage senere.

/ritzau/