Uddannelsesordførere raser over sparekrav

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

Vanvid. Hul i hovedet. Hyklerisk.

Oppositionspolitikerne lægger ikke fingrene imellem, når de skal karakterisere de planer om milliardbesparelser på uddannelsesområdet, som regeringen har lagt frem i et interview med Politiken lørdag.

- Jeg kan næsten ikke finde ord for det. Det er helt ved siden af skiven, siger De Radikales uddannelsesordfører, Ida Auken.

- Det vil betyde, at vi ikke kan udvikle læreruddannelsen, det vil gå ud over pædagogerne og erhvervsakademierne. Det er det, vi skal leve af - at vi er dygtigere, siger hun.

- De unge vil opleve færre timer, dårligere kvalitet og meget store besparelser. Det er hul i hovedet, siger hun.

SF's Jacob Mark kalder forslaget for en "vanvidsbesparelse".

- På den ene side skal de studerende blive hurtigere færdige, på den anden side vil man slække på kvaliteten, siger han.

- Det vil betyde, at der bliver fyret undervisere igen, forudser han.

Enhedslisten mener, at besparelserne vil "smadre kvaliteten" i uddannelsessystemet.

- Hvis det lykkedes regeringen at komme igennem med deres besvarelser, vil det gøre Danmark til et fattigere land, skriver partiets ungdomsuddannelsesordfører, Jakob Sølvhøj, i en kommentar.

Også Socialdemokraterne er imod besparelserne.

- At de vil køre en grønthøster tværs ned gennem samtlige uddannelser på så ubarmhjertig en måde, kommer til at ødelægge meget, siger uddannelsesordfører Mette Reissmann (S) til Politiken.

Mens oppositionen raser, så er Dansk Folkeparti og Liberal Alliance positivt indstillet over for sparekravet.

Hvis regeringen kan skaffe flertal for besparelserne, er der ikke så meget, oppositionen kan gøre ved det, erkender Ida Auken. Men hun vil alligevel kæmpe videre.

- Vi kommer til at slå meget hårdt til dem, fordi det er så alvorligt, det de gør.

De næste fire år skal de fleste uddannelsesinstitutioner spare to procent om året, hvilket betyder, at uddannelsesområdet skønnes at få 8,7 milliarder kroner mindre til rådighed.

/ritzau/