Udenrigsministeriet: Vi fraråder ikke FCK-rejse

Skrevet af admin

22/07/2014

Dagens topnyheder

FC København kæmper sammen med DBU hårdt for at få det europæiske fodboldforbund (Uefa) til at flytte klubbens Champions League-kvalifikationskamp mod Dnipro Dnipropetrovsk ud af Ukraine, hvor sikkerhedssituationen vækker bekymring.

Uefa fastholder dog, at den ukrainske klub har grønt lys til at spille kampen på sin sædvanlige hjemmebane i næste uge, og ifølge det danske udenrigsministerium er der lige nu intet i vejen for, at københavnerne tager til Dnipropetrovsk.

- Vi fraråder ikke rejser dertil i øjeblikket, siger Søren Vøhtz, der er kontorchef i Udenrigsministeriets borgerservice.

- Der er nogle områder i Ukraine, som vi fraråder al afrejse til. Det drejer sig om Donetsk- og Lugansk-regionerne og Krim-halvøen. Det område, hvor Dnipropetrovsk ligger, betegner vi som ustabil.

- Ustabil betyder, at der kan opstå nogle risici relativt hurtigt. Vi kan ikke sige, hvordan situationen vil være i morgen, siger Søren Vøhtz.

Uefa har dekreteret, at europæiske kampe i netop Donetsk og Lugansk skal flyttes til mere sikre områder.

Men foreløbig gælder den bestemmelse altså ikke Dnipropetrovsk, så med mindre Uefa kommer på andre tanker, kan FC København blive tvunget til en rejse til det sydøstlige Ukraine i næste uge.

- Man skal følge udviklingen tæt, monitorere situationen og følge med i medierne. For FC Københavns vedkommende vil det være naturligt med tæt kontrakt til den ukrainske klub, siger Søren Vøhtz.

Ud over det sikkerhedsmæssige spørgsmål står FC København over for en anden udfordring af mere logistisk karakter: Klubben har svært ved at finde et flyselskab, der vil flyve holdet og dets tilhængere til Dnipropetrovsk.

/ritzau/