Udsigt til milliardoverskud med nuværende asylstrøm

Hvis antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, holder det nuværende niveau, kan det frigive en større sum penge. Det skriver Berlingske.

Der er kommet markant færre asylansøgere til Danmark, end regeringen har forventet, og derfor vil der være penge til overs. Det viser beregninger, som er foretaget af De Radikale.

Ifølge udregningen er der kommet omkring 5000 asylansøgere til Danmark i år mod forventet 25.000 for hele året. Det giver en besparelse på mellem 1,0 og 2,6 milliarder kroner, der ifølge regeringspartiet Venstre skal føres tilbage til udviklingsmidlerne.

- Pengene skal ikke bruges til at lukke huller andre steder, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til Berlingske.

Den melding bliver godt modtaget hos De Radikale.

- Vi vil holde nidkært øje med denne her sag og ikke mindst holde skarpt øje med, at det er hele beløbet, der tilbageføres (til udviklingsmidlerne red.), siger De Radikales udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard.

En del af de penge, der går til modtagelse af flygtninge, kommer fra udviklingsbistanden. Ifølge De Radikale er de allerede øremærket til udviklingsbistand og kan ikke bruges på andre områder, uden at det kommer i karambolage med OECD's retningslinjer.

De Radikale foreslår derfor, at man bruger de sparede penge på eksempelvis uddannelse af flygtningebørn i Libanon og Jordan. Liberal Alliance foretrækker også at bruge pengene i nærområderne.

- Vi ved, at den bedste mulighed for at hindre vandring mod Europa er at sikre ordentlige forhold for flygtninge i nærområderne. Vi kan sikre mad og vand, vi kan sikre, at børnene kan gå i skole, og vi kan investere i konfliktløsning, siger udenrigsordfører Mette Bock til Ritzau.

Hos Røde Kors er man glad for udsigten til flere penge til arbejdet med flygtninge og fordrevne i nærområderne.

- Der har jo i lang tid været bred politisk enighed om, at vi kan hjælpe flere flygtninge i lokalområderne for de samme midler. Men midlerne er ikke fulgt med trods det stigende behov, siger generalsekretær Anders Ladekarl til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip