Ung dansk pige voldtaget af lastbilchauffør i Italien

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

En ung dansk kvinde er ifølge flere italienske medier blevet voldtaget nær Torino i Italien.

Pigen blev angiveligt samlet op af en rumænsk lastbilchauffør, der ville give hende et lift til Frankrig, men i stedet blev den unge kvinde voldtaget.

Torino Today skriver, at der er tale om en 47-årig lastbilchauffør og en 21-årig dansk kvinde.

Kvinden henvendte sig efterfølgende på den lokale politistation i Aosta nord for Torino, og den rumænske chauffør er torsdag blevet anholdt af italiensk politi.

Overgrebet skulle angiveligt have fundet sted på en holdeplads for lastbiler.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er ministeriet bekendt med en personsag i Italien.

- Ambassaden i Rom yder konsulær bistand, og Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke komme med yderligere oplysninger, oplyser Borgerservice til Ekstra Bladet.

Italiensk politi har ifølge nyhedsbureauet Ansa foretaget tekniske undersøgelser af lastbilen.

Den mistænkte rumæner er blevet fængslet, mens efterforskningen står på, skriver Torino Today.

/ritzau/