Ung hjemmerøver vil have mildere straf i landsretten

Skrevet af admin

04/08/2015

Mest læste i dag

Selvom en 16-årig dreng for en måned siden slap med en lavere straf end sine to kammerater, har han som den eneste valgt at anke sin dom fra Retten i Glostrup.

I løbet af godt to uger sidste efterår begik de tre drenge tilsammen i alt fem røverier på den københavnske vestegn, og den 16-åriges kammerater - på 16 og 17 år - blev straffet med henholdsvis fem og et halvt år og fire års fængsel.

Den 16-årige, der skal fem og et halvt år i fængsel, var da også den mest aktive af de tre, idet han deltog i alle fem røverier. Det drejer sig om to hjemmerøverier, to gaderøverier og et røveri mod en 7-Eleven-kiosk.

Nævningetinget fandt den 17-årige skyldig i et hjemmerøveri, et gaderøveri og røveriet mod 7-Eleven-kiosken.

Trioens mindst aktive deltager, der nu har anket sin dom, blev dømt for et hjemmerøveri og et gaderøveri. Han blev frikendt for røveriet mod 7-Eleven-kiosken, men dømt for at have skaffet tøjet og hardball-pistolen, der blev brugt, af vejen.

Det takserede retten til fængsel i tre og et halvt år, men det er altså for højt, mener den dømte.

Baggrunden for anken er, at den 16-årige og hans advokat ønsker landsrettens vurdering af, om hjemmerøveriet var et såkaldt egentligt hjemmerøveri, der straffes hårdere, end hvis offer og gerningsmand kender hinanden i forvejen.

- Det, vi har anket, er spørgsmålet om hjemmerøveriet. Vi mener ikke, at der er tale om et egentligt hjemmerøveri, da der er en forudgående relation mellem en forurettet og en af de andre gerningsmænd, siger forsvarsadvokat Thomas Smed til Ritzau.

Et egentlig hjemmerøveri giver i sig selv som udgangspunkt fem års fængsel, men Retten i Glostrup lagde ved strafudmålingen vægt på drengenes unge alder.

/ritzau/