Ung kvinde fundet død i havnebassin i Hundested

Skrevet af admin

25/05/2015

Mest læste i dag

En ung kvinde er mandag fundet død i Hundested Havn i Nordsjælland.

Ifølge Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi drev liget rundt i vandet et stykke fra kajen, da en borger så det og alarmerede politiet.

Ifølge ham tyder intet umiddelbart på, at der er sket en kriminel handling. Men det skal et ligsyn og eventuelt en obduktion fastslå tirsdag.

Man ved endnu ikke, hvad dødsårsagen er.

- Umiddelbart ligner det et ulykkestilfælde, siger Ole Hestbæk.

Forældrene til den unge pige er endnu ikke underrettet, hvorfor politiet ikke kan oplyse kvindens præcise alder.

Vagtchefen gør det klart, at sagen på ingen måde ser ud til at hænge sammen med sagen fra søndag aften, hvor en 68-årig mand blev anholdt på selvsamme havn.

En person ringede søndag aften til politiet og fortalte, han havde mødt den 68-årige på Hundested Havn. Her havde han sagt, at han ville hoppe i havnen, og at han havde dræbt sin kone i Stenløse. Manden blev sigtet for drab og fængslet i fire uger mandag.

Han nægter sig skyldig.

/ritzau/