Ungarn opsamler migranter og kører dem til grænsen

Skrevet af admin

05/09/2015

Dagens topnyheder

Den ungarske regering er begyndt at sende busser ud for at opsamle migranter og flygtninge, som er på vandring, og de får et tilbud om at blive kørt til grænsen, siger en talsmand for landets premierminister, Viktor Orbán, til Reuters.

- Busserne vil inden for få timer blive sendt ud for at samle tusindvis af migranter op på den største banegård i Budapest samt 1200, der går langs den vigtigste motorvej mod vest i retning af Østrig, siger Orbans stabschef, Janos Lazar, der holdt pressemøde sent fredag aften i den ungarske hovedstad.

- Dette betyder ikke automatisk, at de uden videre kan forlade landet. Vi venter på den østrigske regerings reaktion, siger han.

Hundredvis af migranter brød tidligere på dagen ud af en lejr nær Ungarns sydlige grænse til Serbien, og hundredvis af andre trængte gennem politiets barrikader i Budapest for at begive sig mod Vesteuropa til fods.

300 migranter forstyrrede trafikken på en motorvej nær et flygtningecenter i Roszke nær landets sydlige grænse til Serbien.

De ungarske myndigheder siger, at de håndhæver EU's regler om, at de skal registrere alle migranter, der har krydset landets grænser, men tusindvis afviser at lade sig registrere og kræver at få lov til at fortsætte deres rejse til Vesteuropa - væk fra krig og fattigdom i Mellemøsten, Afrika og Asien.

Mange er flygtninge fra Syrien.

/ritzau/Reuters