Unge Kina-modstandere får indflydelse i Hongkong

En ny generation af unge Hongkong-politikere, som ønsker at tage afstand fra styret i Kina, ser for første gang ud til at blive valgt ind i byens lovgivende forsamling, Det Lovgivende Råd (LegCo).

Det sker efter søndagens valg, hvor rekordmange - 2,2 millioner - indbyggere i Hongkong stemte om de i alt 70 medlemmer til forsamlingen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Med 90 procent af stemmerne talt op står således mindst tre ud af en håndfuld unge aktivister til at blive valgt ind i LegCo.

Blandt dem er 23-årige Nathan Law, der er leder af den såkaldte Paraplyrevolution.

Hans parti, Demosisto, kræver en folkeafstemning om uafhængighed fra Beijing.

- Jeg tror, at indbyggerne i Hongkong oprigtigt ønsker forandring, siger han.

Paraplyrevolutionen opstod i forbindelse med masseprotesterne i Hongkong i 2014. Den blev udløst af et krav fra det kommunistiske styre i Kina om at forhåndsgodkende kandidater, som ønsker at stille op til valget om at blive byens nye leder i 2017.

Bekymringen i den semiautonome by er vokset, efter at Kina i stadig større grad har strammet sit greb om en lang række områder i byen, herunder politik, medier og uddannelse.

Det har fået unge aktivister i Hongkong til at kræve direkte uafhængighed, mens andre kræver at få lov at bestemme deres egen fremtid i en folkeafstemning.

/ritzau/

Dagens Gossip