United skuffer hjemme og jagter stadig CL-avancement

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Manchester United kunne ikke score, og dermed endte hjemmekampen i Champions League mod PSV Eindhoven 0-0.

Resultatet betyder, at der er gevaldigt pres på Manchester United før den sidste gruppekamp ude mod Wolfsburg, som tidligere onsdag vandt 2-0 over CSKA Moskva.

Wolfsburg fører dermed gruppe B med ni point efterfulgt af United og PSV med henholdsvis otte og syv point. Hollænderne møder hjemme CSKA Moskva i den sidste kamp. Her kan russerne ikke længere gå videre til 1/8-finalerne.

CSKA Moskva kan dog med en sejr over PSV tage tredjepladsen, der giver en plads i Europa League, da klubben i det tilfælde når op på syv point og så vil være bedst i det interne regnskab med hollænderne.

Kampen blev en markering af mindet om den tidligere United-spiller George Best, som døde for ti år siden i en alder af 59 år.

Efter syv minutters spil brugte mange af fansene på Old Trafford deres smartphones til at lyse op. Nøjagtigt i det syvende minut til minde om Georges Bests trøjenummer, som var nummer syv.

Et stort banner var tidligere hængt op, som hyldede Best, og der blev tidligere på dagen lagt blomster for fødderne af statuen af George Best ved stadion.

På banen dannede Wayne Rooney og Anthony Martial fortrop på et United-hold, der jagtede en sejr og videre avancement fra gruppespillet.

Hos PSV Eindhoven var Simon Poulsen på bænken fra start, og der blev danskeren siddende i hele opgøret.

Manchester United var bedst i første halvleg, hvor der var flere muligheder for at komme foran.

Blandt andre forsøgte både Martial, Morgan Schneiderlin, Memphis Depay og Jesse Lingard sig undervejs, men United måtte gå til pause med 0-0.

United-manager, Louis van Gaal, valgte ikke at foretage udskiftninger, og få minutter inde i anden halvleg forsøgte Lingard sig med et hovedstød, mens United skruede op for presset.

Det gav dog ikke forløsning, og Marouane Fellaini og Ashley Young erstattede Bastian Schweinsteiger og Memphis Depay med en halv time igen.

Med et kvarter igen uden scoringer begyndte panikken og utålmodigheden så småt at brede sig på Old Trafford, da United med uafgjort kunne se frem til et særdeles vigtigt opgør ude mod Wolfsburg i den sidste gruppekamp.

Tidligere onsdag vandt Wolfsburg hjemme 2-0 over russiske CSKA Moskva. Her var Nicklas Bendtner med i de sidste fire minutter af opgøret. Med sejren hentede Wolfsburg dermed vigtige point i gruppen.

Den første scoring blev krediteret et selvmål, og André Schürrle scorede til slutresultatet for Wolfsburg.

/ritzau/