USA udlover milliondusør for oplysninger om IS-topfolk

Skrevet af admin

06/05/2015

Dagens topnyheder

Jagten på topfolk i den militante gruppe Islamisk Stat (IS) bliver intensiveret af de amerikanske myndigheder, der tirsdag udlover milliondusører til den eller de personer, der kan komme med oplysninger om flere af bevægelsens ledere.

USA har sat 20 million dollar - svarende til knap 135 millioner kroner - på højkant for informationer om fire navngivne frontfigurer i Islamisk Stat, oplyser det amerikanske udenrigsministerium.

Den største dusør lyder på syv millioner dollar, og den kan indkasseres for oplysninger om Abd al-Rahman Mustafa al-Qaduli, som ifølge USA er en ledende skikkelse i Islamisk Stat og tidligere har fungeret som højre hånd for den nu dræbte al-Qaeda-leder Abu Musab al-Zarqawi.

Samtidig kan tip om Islamisk Stats talsmand Abu Mohammed al-Adnani give fem millioner dollar.

Samme millionbeløb udloves for Tarkhan Tayumurazovich Batirashvili, der ifølge amerikanerne står i spidsen for gruppens aktioner i det nordlige Syrien og har ledet et IS-fængsel, som menes at have huset udenlandske gidsler.

Oplysninger om Tariq Bin-al-Tahar Bin al Falih al-Awni al-Harzi, der har fungeret som IS-fundraiser, styret gruppens gren langs den tyrkisk-syriske grænse og været chef for selvmordsbombere, kan indbringe tre millioner dollar i dusør.

De fire nye navne bliver føjet til den voksende liste over folk fra Islamisk Stat, som USA gerne vil have fat i.

Islamisk Stat har trukket et blodigt spor hen over store områder i Syrien og Irak. Gruppen har erklæret de områder, som kontrolleres af IS, for et kalifat.

Den militante bevægelse har yderligere skabt rædsel i den vestlige verden ved at begå massakrer i de besatte områder og halshugge en række vestlige gidsler.

Lederen af den berygtede gruppe, Abu Bakr al-Baghdadi har allerede en amerikansk dusør hængende over hovedet.

Den eller de, der kan komme med brugbare informationer om ham, kan ifølge nyhedsbureauet AFP blive præmieret med 10 millioner dollar.

/ritzau/dpa