USA's næste præsident truer dansk eksportguldæg

Skrevet af admin

27/07/2016

Dagens topnyheder

USA har de sidste mange år været en succeshistorie for dansk eksport. Verdens største økonomi labber alt fra Claus Meyers hotdogs, Vestas' vindmøller og Novo Nordisks insulin i sig. Men nu truer en ny virkelighed.

Begge præsidentkandidater, Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump, er nemlig langt fra lige så glade for frihandel, som deres forgængere. Det er en streg i regningen for et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder.

- USA er Danmark tredjestørste eksportmarked og det største uden for EU. Samhandlen har været inde i en utrolig gunstig udvikling de sidste år.

- Interessen for det amerikanske marked har været enorm de sidste otte-ti år og den samlede eksport til USA nåede sidste år for første gang over 100 milliarder kroner, siger underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen.

Samtidig med boomet i eksporten er en større frihandelsaftale ved at blive forhandlet under præsident Obama. Men Donald Trump truer med toldbarrierer, og Hillary Clinton har buldret mod tilbagegangen for den amerikanske industri grundet udenlandsk produktion.

- Både republikanere og demokrater er mere protektionistiske, end jeg kan huske, de har været i årevis. Det giver en bekymring for os i Danmark.

- Vi er en åben økonomi, og vi er ekstremt afhængige af at kunne sælge vores varer i udlandet. Så alt, der ruller frihandel tilbage, vil være noget, der får konsekvenser for Danmark, siger Peter Thagesen.

Også erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), der er i USA til Demokraternes konvent, er bekymret.

- USA er på alle måder en af vores vigtigste allierede, når det kommer til samhandel. Eksporten er steget støt, og jeg ser et endnu større potentiale specielt inden for bæredygtighed. Derfor er det også vigtigt, hvilken retning USA går i.

- Der er grund til at være bekymret over den stigende protektionisme. Det er afgørende, at vi samarbejder om eksempelvis den store TTIP-frihandelsaftale, men det ser svært ud, fordi der er gået valgkamp i den herovre, siger han.

Hos Dansk Industri fortæller Peter Thagesen, at man krydser fingre for, at de handelsfjendtlige udtalelser blot er valgretorik.

/ritzau/