Usbekistans præsident Karimov meldes død

Usbekistans præsident, den 78-årige Islam Karimov, der har været sit lands diktatoriske leder i over et kvart århundrede, blev fredag meldt død af diplomatiske kilder.

Dødsfaldet er ikke blevet officielt bekræftet. Det russiske nyhedsbureau Interfax skrev fredag eftermiddag, at den usbekiske regering havde bekræftet dødsfaldet. Men Interfax annullerede senere telegrammet, som blev kaldt "en teknisk fejl."

Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, kondolerede Usbekistan på baggrund af oplysningerne om dødsfaldet fra diplomatiske kilder.

- Usbekistans præsident, Islam Karimov, er gået bort. Må Gud være ham nådig, og her i den tyrkiske republik deler vi det usbekiske folks smerte og sorg, sagde han på et tv-transmitteret regeringsmøde.

Karimov blev lørdag indlagt på hospital i kritisk tilstand.

Han blev leder i Usbekistan i 1989, mens det centralasiatiske land endnu var en del af Sovjetunionen. Han forblev på posten, da Sovjetunionen året efter opløstes.

Han var kendt som en autoritær og udemokratisk leder. Ingen af de valg, der blev gennemført under hans lederskab, blev af omverdenen anset for at være fair og frie.

Der står ingen naturlig afløser klar for Karimov. Han har ingen sønner, og hans ældste datter, Gulnara, har ifølge BBC siden 2014 siddet i husarrest for at have modtaget bestikkelse fra internationale telefonselskaber.

I den anledning skal hun ifølge en række medier have anklaget sin far for at være snydt ud af næsen på den brutale sovjetiske diktator Josef Stalin.

- Islam Karimov har været selve staten i over et kvart århundrede og har regeret med en jernhånd, konstaterer Steve Swerdlov fra den asiatiske del af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

- De sidste 25 år har stort set kun været kendt for undertrykkelse. Det bliver hans eftermæle, siger han til nyhedsbureauet AFP.

Et af de mest berygtede optrin var blodbadet i byen Andjan i 2005, hvor Karimov gav hæren ordre til at åbne ild mod politiske modstandere. Officielt blev knap et par hundrede mennesker dræbt, men uofficielt døde op mod 1500 mennesker. Kritikerne hævder, at de døde blev kastet i massegrave.

Karimov blev født 30. januar 1938. Han blev opfostret på et børnehjem i Samarkand.

Han uddannede sig som maskiningeniør og fik hurtig en karriere i det sovjetiske kommunistparti.

Usbekistan er en større eksportør af bomuld, og landet er rigt på guld og naturgas.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip