Uskarpe Brøndby tager nulløsning med til Cypern

Skrevet af admin

30/07/2015

Mest læste i dag

Det kunne have gået værre, men det kunne i den grad også have været bedre, da Brøndby på hjemmebane tog imod AC Omonia fra Cypern i tredje runde af Europa League-kvalifikationen.

Det var Brøndby, som skabte de største chancer, men det forblev 0-0, og dermed skal Brøndby score i returkampen for at komme videre.

Brøndby kom udmærket fra start og havde et lille overtag i boldbesiddelse, men på den sidste tredjedel af banen kneb det med at skabe det store.

Omonia kom heller ikke frem til noget særligt, men efter 13 minutter fik cyprioternes portugisiske anfører Nuno Assis den første chance, da en tværbold havnede hos ham bagest i feltet, men han ramte slet ikke bolden ordentligt.

Midtvejs i første halvleg læste Teemu Pukki en cypriotisk tilbagelægning, og det var kun centimeter, der adskilte Brøndby-spidsen fra at kunne snuppe bolden og trille den i et tomt mål.

Kort inden pausen kom der endelig lidt gang i den, da først Lukas Hradecky måtte diske op med en stor redning - med ansigtet, mens Elbasan Rashani minuttet efter var en fodparade fra at bringe hjemmeholdet i front.

I en ikke synderligt velspillet første halvleg måtte Thomas Frank lige inden pauseteen udskifte en skadet Martin Albrechtsen. Han blev erstattet af unge Malthe Johansen.

Straks fra anden halvlegs start kom der liv i fansene, da Teemu Pukki, Elbasan Rashani og Johan Elmander fik en tredobbelt chance, som blev misbrugt, og på det efterfølgende hjørnespark var Brøndby igen tæt på føring i to forsøg.

Men Brøndby fik ikke fulgt op på den gode åbning efter pausen, og kreativiteten omkring Omonia-feltet forsvandt igen, mens udeholdet holdt en kompakt defensiv og satsede på kontra.

Efter en god time kom nytilkomne Ronnie Schwartz ind til sin debut i stedet for Johan Elmander. Det betød, at Brøndby gik over til en mere klassisk 4-4-2 med Pukki og Schwartz i front.

Men både "Plaffeministeren", som Ronnie Schwartz var kendt som i Randers, og de øvrige Brøndby-spillere skød med løst krudt, og derfor forblev det 0-0.

Returopgøret spilles 6. august på Cypern.

/ritzau/