V: Rigsrevision skal tjekke Skat i svindelsag

Skrevet af admin

28/08/2015

Mest læste i dag

Rigsrevisionen skal granske, hvordan Skat har mistet 6,2 milliarder kroner i udbytteskat.

Det mener såvel Venstre som Socialdemokraterne, mens De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, kræver en uvildig advokatundersøgelse.

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, glæder sig over, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) har bedt intern revision, som i 2010 og 2013 advarede Skat om udbytteskat, tjekke sagen på fire uger, mens Bagmandspolitiet også undersøger sagen.

- Og jeg vil også gerne opfordre statsrevisorerne til at bede Rigsrevisionen gå ind i sagen, siger Louise Schack Elholm i en skriftlig kommentar.

I 2013 kritiserede Statsrevisorerne Skat kraftigt for ejendomsvurderingerne efter en sønderlemmende rapport fra Rigsrevisionen.

Venstre skoser SR-regeringen for Skats "helt skæve prioriteringer"

- Men den tidligere regering valgte alligevel, at det åbenbart var vigtigere, at Skat kunne luske rundt i danskernes baghaver uden dommerkendelser, end at dæmme op for, at udenlandske kriminelle er gået direkte ind af fordøren og har svindlet sig til milliarder af danske skattekroner, siger Louise Schack Elholm.

Socialdemokraterne vil også have Rigsrevisionen ind i sagen, siger skatteordfører Jesper Petersen.

- Det vil vores statsrevisor Lennart Damsbo Andersen tage op, når statsrevisorerne mødes, og få iværksat en undersøgelse, siger Jesper Petersen.

Spørgsmål: - Hvorfor er der behov for Rigsrevisionen, når intern revision er i gang?

- Der kommer så mange informationer, at det vil være klogt også at have Rigsrevisionens øje på at granske forvaltningen af dette område i Skat, siger Jesper Petersen.

Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, afviser ikke at lade Rigsrevisionen se på sagen.

/ritzau/